Produkt list Contact favorite
look basket

Categories
 
 

Information

 
Betingelser
Links
Kontakt os
Produkt Liste
Oplysning
Vidste du det?
About Us
oplysninger
 

Brand 

 
 
Vidste du det?   English  Dansk 


Vidste du det?

På denne side kan du læse mere om teknologier, begreber og de forskellige dele, som en PC er opbygget af og hvorfor man skal vælge nogle frem for andre!

Processor     Motherboard    Ram    Harddiske    Kabinet     CD-Rom    DVD    Lydkort    Grafikkort    Printer    Scanner     Modem & Internet    Netkort    Mus/Tastatur    Monitor    USB    SCSI/IDE    Windows XP / Windows 7    BIOS    PCI / ISA    AGP    Virus & Antivirus

Disse siders information skal ikke opfattes som 100% fyldestgørende, da der om de fleste emner her på siden kunne skrives bøger alene. Informationerne er derimod retningsgivende og giver et godt indblik i computeren og dens dele.

 

Processor
Processoren er den "tænkende" del af en computer. Det er i den, at alle beregninger foregår og alle informationer bliver bearbejdet. Hastigheden angives som frekvensen i MHz (Mega-hertz), altså som "beregninger pr. sekund". Man skal dog skelne mellem den interne frekvens og den eksterne frekvens. En 800MHz Celeron processor fra Intel arbejder som det er angivet ved 800MHz, men det er kun internt i selve processoren. Kommunikationen med resten af computeren (Ram, harddiskcontroler osv) foregår ved 100MHz = den eksterne frekvens også kaldet for bus-frekvensen. Da denne hastighed indikerer, hvor hurtigt der kommunikeres rundt til de øvrige komponenter i computeren er den naturligvis meget væsentlig i forhold til computerens generelle ydelse!
I dag kører processorerne med bus-frekvenser på 100 eller 133MHz (AMD's Athlon serie kører i en lille del af processoren dog med 266MHz -altså det dobbelte, men ikke til Ram mv.)

Der er overordnet set i dag kun to producenter af processorer til computere, nemlig Intel og AMD. Det har i mange år været sådan, at nogle overhovedet ikke ville køre med andet end Intel og andre kun med AMD -en nærmest religionspræget kamp. I dag er begge producenters processorer gode bud på en fornuftig og stabil computer.
Set fra den billigste ende er der et lille overblik over typerne herunder.

-AMD Duron             Duron er den billigste processorserie fra AMD men bygget på de nyeste teknologier fra Athlon K7 typerne og har derfor en rigtig god ydelse og er samtidig i et godt prisleje. Duron kører med en busfrekvens på 100MHz.

-Intel Celeron          Celeron er den billigste serie fra Intel. Ydelsen er fin til kontor-brug, dvs. Office-programmer og internet mv. men egner sig ikke til mere krævende applikationer og spil. Den eksterne busfrekvens er 100MHz.

-AMD K7 Athlon       AMD har fået et hårdt greb i markedet for højtydende processorer med deres Athlon processor. Athlon er en direkte konkurrent til Intels Pentium III og Pentium 4 processorer og har en ydelse, som ligger på niveau eller over disse afhængig af, hvilke programmer der afvikles. Den eksterne busfrekvens er 133MHz/266MHz.
AMD Athlon har vist sig som en utrolig stabil og højt ydende processortype, som helt sikkert vil komme til at spille en stor rolle på PC markedet i lang tid.

-Intel Pentium III      Denne serie fra Intel er i dag på vej ud af markedet til fordel for de nye Pentium 4 serier. Pentium III processorerne er da også en af de ældste serie af processorer på markedet og har i lang tid haft ry for høj stabilitet og ydelse. Af den grund vælger mange stadig Pentium III til deres servere f.eks.

-Intel Pentium 4      Den dyreste processortype fra Intel til almindeligt brug (der findes også specielle serverprocessorer). Ydelsen er som i AMD Athlon helt i top, hvorfor disse processorer skal vælges, hvis der skal arbejdes med store mængder data som f.eks. databaser eller store grafiske opgaver eller hvis man blot ønsker den højeste ydelse!
Intel Pentium 4 produceres i to forskellige udgaver (som kræver hvert sit motherboard og chipset), den ene kører med almindeligt 168pins PC133 SD Ram den anden med den meget dyrere og hurtigere RAMBUS standard, som kører ved 400MHz.
Skal man kategorisere AMD  Athlon mod Intel Pentium III og Pentium 4 må AMD Athlon betegnes som bedst til spil og Pentium processorerne som bedst til store talberegninger (databaser osv.).

 

Motherboard
Motherboardet, eller bundkortet på godt dansk, er hele platformen for alt det, som sker i en computer. Den sørger for at processoren kan kommunikere med alle de andre enheder; ram, grafikkort, harddiske, mus & tastatur, eksterne enheder osv osv. Stabiliteten af bundkortet er derfor af største vigtighed for at hele computeren fungerer optimalt. Er bundkortet ustabilt er hele computeren ustabil.
Motherboardet skal være bygget til at understøtte de forskellige processortyper. Det vil i hovedtræk sige, at der findes et motherboard til hver processor på markedet (Intel Pentium III og Celeron kører dog på samme board ligesom AMD Athlon og Duron i de fleste tilfælde også kan "dele" board).
I bundkortet ligger der indkodet et lille stykke software kaldet "BIOS" (Basic Instructions Operating System) som styrer en lang række funktioner herpå. Læs mere om BIOSen andetsteds her i vidensbasen.

 

Ram
Ram står for Random Acces Memory og er computerens arbejdshukommelse. I modsætning til harddisken, som "husker" de informationer der lagres på den selvom strømmen afbrydes, glemmer arbejdshukommelsen dens informationer, når computeren slukkes.
Som nævnt under processorgennemgangen er der forskellige eksterne busfrekvenser; 100, 133 og 266MHz. Da det er med den eksterne busfrekvens at processorerne kommunikerer med f.eks Ram kræves det, at Rammodulerne også kan kommunikerer ved disse hastigheder. Derfor findes der i dag både PC133, PC266 (DDR), og RAMBUS Ram, som indikerer, hvilken type bushastighed de er bygget til.
I dag bruges primært Ram af typen SD-Ram (168pins Ram) mens man tidligere brugte 72pins Ram, men det er som sagt fortid. Den ene af Intels Pentium 4 processorserier kører som nævnt med RAMBUS Ram, som er en nyere og meget kostbar RAM-type.
En meget vigtig ting er, hvilken kvalitet Ram man anvender i computerne. I computere fra PHA-DATA  anvendes der kun original-Ram, hvilket vil sige, at det er Ram fra en af de store producenter i verden og ikke et billigt 3.parts produkt, som der ellers findes meget af på markedet. Anvendes de billigere typer uoriginalt Ram risikeres det at computeren bliver ustabil og fryser fast imens man arbejder på den. 

 

Harddiske
Harddisken er computerens "lager". Her gemmes alle informationer, både selve styresystemet, installerede programmer og de data, som man selv skaber. Harddisken består af magnetiske diske, som spinder med en given hastighed og læse-/skrivehoveder, som bevæger sig tæt hen over diskoverfladen. I dag kører IDE harddiske 5400 omdrejninger i minuttet (rpm) eller 7200 rpm. De hurtigere diske kan som udgangspunkt overføre flere data og giver altså en hurtigere performance på hele computeren.
Også på harddisksiden er det vigtigt at vælge med omhu. IBM, Quantum, Seagate og Maxtor er nogle af de mest anerkendte producenter af harddiske.
I så godt som alle computere, som sælges til private, i dag sidder der IDE harddiske. Der findes dog en anden harddiskstandard som hedder SCSI. Disse diske har en generel højere ydelse, men prisen er høj!
Læs om forskellen på SCSI og IDE ved at følge linkene.

 

Kabinet
Kabinettet er et ofte overset kapitel i opbygningen af en god PC. Et kabinet består overordnet af to dele -en strømforsyning og selve kabinettet.
Strømforsyningen skal være kraftig og samtidig være så støjsvag som mulig (de tre støjkilder i en PC er blæseren i strømforyningen, blæseren på processoren og harddisken). Skal computeren køre med flere harddiske og med meget kraftige grafikkort kan det anbefales at sætte en kraftigere strømforsyning i maskinen -typisk 300Watt.
Selve kabinettet skal være af god fysisk kvalitet -dvs. kraftigt bygget og gerne lavet, så den er let at adskille uden alt for meget værktøj, hvis man senere vil udvide sin computer.
Et solidt kabinet med en god strømforsyning er det bedste fundament til en kvalitets PC!

 

CD-Rom
Stort set enhver computer har i dag et indbygget CD-Rom drev. De fleste er af IDE typen, da disse har den bedste ydelse til prisen, men som ved harddiskene findes der også SCSI CD-Rom drev, som har en højere ydelse end de almindelige IDE drev, men som til gengæld også er meget dyrere og som kræver sin egen controller.

 

DVD
DVD-drevene vinder mere og mere frem på computermarkedet. 
I dag udgives der stort set kun film og enkelte spil på DVD, hvorfor DVD ikke er så interessant for folk, som ikke ønsker at spille eller se film ved hjælp af deres computer.
DVD-drevet erstatter CD-Rom drevet i computeren og der er altså ingen grund til at installere begge dele i en computer.
Ønsker man f.eks. at kunne se film på sin PC, så er der til gengæld ingen vej uden om et DVD-drev. For at kunne se en DVD film på sin computermonitor kræves der dog også endten et kraftigt grafikkort med høj hastighed og meget Ram eller et decideret udvidelseskort til formålet (et mpeg decoder kort). Har man en af delene er man klar til at kunne se DVD film på sin PC og eventuel på sit almindelige TV, hvis man har et grafikkort eller et mpeg kort i computeren med TV-Out.
Lyden er selvfølgelig en vigtig del af film i dag. For at udnytte Dolby Digital Surroundlyden på DVD filmene kræves et specielt lydkort i computeren.

Man skal dog ikke forvente den samme billed- og lydkvalitet ved en PC løsning, som ved et rigtigt surroundanlæg og en ekstern DVD afspiller sat til TVet. Elektrisk støj og interferens i computeren umuliggør en lige så ren gengivelse, som på et "rigtigt" surroundanlæg!

 

Lydkort
Der sidder stort set altid et lydkort i en computer i dag. Et almindeligt stereolydkort som f.eks. SoundBlasters PCI 128 opfylder langt de flestes krav til lyd på PCen. Og netop SoundBlaster ER standarden indenfor lydkort, hvorfor det er afgørende at lydkortet i computeren endten er et SoundBlaster eller et hermed kompatibelt.
Ønsker man surroundlyd på computeren i forbindelse med en DVD afspiller til filmvisning skal man et trin op på rangstigen. Igen er det SoundBlaster, som sætter standarden med deres Live 5.1 kort evt. med tilhørende surroundhøjttalere.
Der findes mange andre producenter af lydkort. Men ser man overordnet på markedet og på de spil, som lydkortene typisk skal fungere sammen med, er det uden tvivl SoundBlaster, som giver færrest problemer.

 

Grafikkort
Hvilket grafikkort man skal investere i afhænger utrolig meget af ens behov!
Skal computeren bruges til kontorarbejde, internet og små-spil behøver man i teorien ikke mere end et godt 8 MB grafikkort. Markedet kræver dog i dag større grafikkort, hvorfor computere fra PHA-DATA leveres som standard med et TNT2 baseret 32MB grafikkort.
Generelt er der tre brugergrupper, som har et reelt behov for større grafikydelse: Spille-freaks, som skal kunne afvikle de nyeste spil, folk, som ønsker at kunne afspille DVD film på computeren og så de mere seriøse grafiske brugere af programmer som AutoCad og 3D studioMax eller lignende. Her er det relevant at investere i et bedre og hurtigere grafikkort.
Hvad skal man så vælge?
nVidia er efterhånden blevet markedsledende inden for 3D grafikkort især til spillebrug. Her kan nævnes kort af TNT-2 typen og GeForce2 og 3. Sådanne grafikkort produceres af mange forskellige producenter som Asus og Hightech.
Er behovet til det mere seriøse brug i f.eks. AutoCad programmer er Matrox kortene utrolig stærke og vil give en drastisk forbedring af ydelsen i forbindelse med disse programmer.

Det skal dog nævnes, at det ikke er et krav med et stort og hurtigt (læs: dyrt) grafikkort i sin computer for at afvikle de nævnte programmer, men det vil have en kraftig indvirkning på ydelsen!

 

Printer
Det første valg, som skal gøres, er mellem laserprinter eller blækprinter. Laserprinteren er økonomisk og hurtig i drift, hvis man skal skrive mange sort/hvid sider hver dag (i eksempelvis virksomheder). Blækprinterne derimod giver en helt anden fleksibilitet, da disse i dag altid kan skrive både farver og sort/hvid. Til privat brug vil valget derfor næsten altid falde på en blækprinter, da de kreative udfoldelser kan få frit løb.
Blækprintere findes i mange forskellige prisklasser og deraf også i mange forskellige kvaliteter. Udskriftskvaliteten er generelt meget høj på blækprintere i dag, hvorimod der kan være væsentlig forskel på driftsstabiliteten og driftsøkonomien på forskellige typer og mærker. HP har gennem de seneste år lavet nogle af de bedste bud på kvalitetsprintere, som er både driftssikre og billige i brug. Men også inden for HP blækprintere er spændet fra den billigste til den dyreste stort og hvilken model, der skal vælges afhænger meget af brugerens krav til udskriftshastighed, -kvalitet og mængde.
De fleste nyere printere kan både tilsluttes computeren via den traditionelle parallelle port eller via den hurtigere nye USB porttype.

 

Scanner
Scannere til privatbrug er i dag utrolig billige og kan oftest erhverves for godt tusind kroner. Går man ned under denne prisklasse falder kvaliteten ofte kraftigt, hvorfor dette må frarådes.
I prisklassen omkring godt tusinde kroner får man en flatbed scanner (dvs. man kan ligge en bog ind i den og scanne siderne en efter en, efter samme princip som en kopimaskine) med en optisk opløsning omkring 600x1200 dpi og en farveopløsning på 36-42bit. Alt sammen data, som er afgørende for, hvilket resultat man kan opnå med scanneren. Scannere kan tilsluttes computeren på forskellig vis. De billigste måder er via parallelporten (den langsomste) eller via USB-porten (lidt hurtigere). Har man en computer med USB-port er det oplagt at vælge denne type, da installationen er mindst lige så let som med parallelporten og overførselshastigheden fra scanner til PC er hurtigere. Der findes også SCSI-scannere på markedet, som alle har en hurtigere dataoverførsel fra scanner til computer, men som kræver installation af et SCSI-controllerkort i computeren. Dette følger oftest med scanneren, men det er ikke alle, som ønsker at "rode rundt" inden i computeren.
Det endelige resultat af scanningen er uafhængig af forbindelsestypen, men afhænger derimod mere af det medfølgende scannersoftware og scannerens kvalitet.

 

Modem & Internet
For at kunne kommunikere med omverdenen fra din PC skal du bruge et modem. Ved hjælp af modemet kan du for eksempel gå på internet, hente email eller koble op til din bank og klare pengesagerne hjemmefra, hvis din bank har et home.bankingsystem.
I dag bruges der udelukkende ADLS eller ISDN eller FIBERNET. Flere og flere, får lagt FIBERNET ind i deres huse.
Der findes et utal af udbydere, og derfor mange forskellige priser, men en god hurtig forbindelse ligger omkring på kr. 299,- pr måned. TDC YOUSEE samt TELENOR, bør være deres fortrukne valg.

Netkort
Netkort i computere bruges når man skal kunne kommunikere og udveksle data mellem flere computere. Eksempelvis er typisk næsten alle computere i en virksomhed koblet sammen i et stort netværk. Derudover er netværk meget anvendt, når man ønsker at spille flere mod hinanden i forskellige computerspil.
Netkort er ikke særligt dyre i dag og findes som udgangspunkt i to forskellige typer afhængig af, hvilken kabeltype man ønsker at bruge mellem computerne -RJ45 eller RG58 (Coaxial kabel). I dag anvendes der stort set kun RJ45-kabling til computernetværk.
Vil man opbygge et netværk med RJ45-kabling skal man bruge HUBs som bindeled mellem maskinerne, dvs. at alle maskiner forbindes til portene i HUBen hvorefter de kan kommunikere med hinanden. Bruger man derimod RG58-kabler (Coaxialkabler) behøves der ikke yderligere komponenter for at etablere forbindelse mellem flere maskiner. Blot skal man sikre sig at der altid er en terminator i hver ende af kablet.
Hastighedsmæssigt kan der maksimalt overføres data med mellem 100/1000Mbit pr. sekund.

Opbygningen af computernetværk er forholdsvis kompliceret, så snart der er tale om ret mange maskiner, hvorfor vi anbefaler at I kontakter os for at finde den bedste løsning.

 

Mus/Tastatur
Mus, tastatur og monitoren er dine arbejdsredskaber, hvorfor det er vigtigt at sikre sig en god kvalitet på disse komponenter. Der findes en lang række ergonomiske mus, som kan lette belastningen af håndledet, hvis man arbejder meget med sin computer og der findes også ergonomiske tastaturer og forskellige håndledsstøtter til dem.
Husk at de er din egen krop det går ud over, hvis du overbelaster den.

 

Monitor
Som med mus og tastatur er computermonitoren et sted, hvor det er dumt at spare når man køber en PC. Køber du din monitor i for dårlig en kvalitet bliver man hurtigere træt i øjnene og får ondt i hovedet for eksempel pga. for høj udstråling fra skærmen.
Anbefal derfor altid en god skærm i en fornuftig størrelse -man vil oftest bare ærge sig over en fejlinvestering bagefter, når man finder ud af at man får ondt i øjnene osv.

 

USB
Eksterne enheder til computere har igennem mange år altid skullet forbindes til computeren via endten serielporten eller parallelporten. Men nu er der endelig kommet en ny standard for eksterne enheder. Den hedder USB og alle nye computere har en eller flere USB porte indbygget i sig. USB enheder til computeren kan være både eksterne modems, mus og tastatur (mus og tastatur tilkobles normalt computeren via de to runde PS2 porte), scannere, printere og mange andre ting.
En stor fordel ved USB er, at man kan tilkoble USBenheder til computeren uden at skulle slukke computeren. Tilslut eksempelvis blot dit USB modem, installer driveren, og du er klar til at bruge modemet. Når først driveren er installeret kan man næste gang blot tilslutte modemet og det er klart til brug!

 

SCSI/IDE
SCSI og IDE er to forskellige controllertyper til at styre harddiske, CD-Rom drev, DVD-drev og f. eks. scannere. Det er dog primært i forbindelse med harddiske, at man kan vælge at købe SCSI enheder. IDE controlleren er altid en integreret del af motherboardet og kommunikationen styres af selve processoren i computeren. Dette sløver naturligvis den samlede ydelse i computeren, hvor en SCSI controller installeres særskilt i computeren og har sin egen processor til styring af harddiske osv. Derfor er en installation med en hurtig SCSI-controller og SCSI diske hurtigere end en tilsvarende IDE installation. Prisforskellen gør dog, at det oftest kun er i servere og kraftige arbejdsstationer at man vælger en SCSI løsning.
Både IDE og SCSI standarderne har forskellige hastigheder og også forskellige kabeltyper.

 

Windows XP / Windows 7
Microsoft har nu lanceret deres nyeste skud på Windows 7 stammen:. Den findes i både "home edition" og "professional". Som navnene antyder er den ene til den private bruger, hvor pro-versionen primært henvender sig til erhverv. En vigtig detalje er, at home edition IKKE kan logge på et Windows domæne!
Windows XP og Windows 7 professional er dog stadig meget brugte, primært pga. det store udbud af drivere og den efterhånden meget lange "test-periode", som disse styresystemer har gennemgået. Men ingen tvivl om at Windows 7 er et godt bud på et nyt styresystem.

 

BIOS
Alle motherboards er grundlæggende styret af et lille indbygget styresystem kaldet BIOS (Basic Instructions Operating System). BIOSen styrer en lang række funktioner i computeren som f.eks. om computeren skal forsøge at starte op fra CD-Rom drevet først eller fra diskettedrevet. For at få adgang til opsætningen i BIOSen skal man starte sin computer og trykke på "DEL" tasten, når det står nævnt på skærmen (eks: "hit delete to enter system BIOS")

 

PCI / ISA
Når man vil udvide sin computer gør man det ofte i form af såkaldte indstikskort. Disse er i dag oftest af typen PCI, hvilket henviser til den stiktype, som de passer i. Udvidelseskort kan være mange forskellige ting som lydkort, modem, mpeg-decoder til DVD film, ekstra parallelporte osv osv.
ISA er en lidt ældre og lidt langsommere stiktype, som kun sjældent anvendes i dag.

 

AGP
Grafikkort til computere er i dag oftest AGP-kort, dvs. de passer i AGP-stikket på motherboardet. Dog kan man stadig også finde mange gode PCI-grafikkort
AGP står for Accellerated Graphics Port og kan kun bruges til grafikkort.
De fleste AGP grafikkort kommunikerer med 2X, altså den dobbelte hastihed i forhold til den oprindelige AGP standard. De seneste dyre grafikkort kan køre 4X, hvilket skal være understøttet af motherboardet for at fungere.

 

Virus & Antivirus
Virus er små ødelæggende programmer, som der er nogle personer rundt om i verden, der sætter stor ære i at udvikle og udbrede. Nogle er ganske harmløse og vil blot for eksempel vise et stort smil på din skærm og så køre viddere, mens andre vira er direkte ødelæggende og kan slette hele din computers installation.
Efterhånden bliver de fleste vira udbredt ved hjælp af vedhæftede filer på emails, hvor det lille program installerer sig selv, mens "ofret" intetanende kan se til.
Af samme grund er antivirusprogrammer blevet meget udbredte. De overvåger simpelthen hele computeren og advarer, hvis der ser ud til at være noget galt. Med AOpen motherboardene følger der et års gratis abonnement på Nortons antivirus, som kan opdateres via internet, så man holder sit antivirusprogram up-to-date med de sidste nyudkomne vira!

Basket

 


 

 

 
Gå til bestilling
New products 
 

 
Mangler du hjælp med din PC? download TeamViewer ovenover, ring, og opgiv ID samt kode, så klarer jeg resten

Items you looked 

 
Clear Viewed List Clear Viewed List
 

 Website counter